Mange børn starter som mikrospejder. Her grundlægges fundamentet for mange år med kammeratskab, friluftsliv og sjove og udfordrende aktiviteter.
Som mikro lærer man at bruge sine sanser. I spejderhytten bruger mikroerne en del tid på at synge, lege og lave alderssvarende aktiviteter.
Vi er "næsten" altid ude i naturen
Vi er "næsten" altid ude og bruger naturen sommer, efterår, vinter og forår. Husk derfor altid at have praktisk tøj på efter vejret.
Mikrospejderne arbejder med grundlæggende spejderfærdigheder; f.eks. at kunne bruge en kniv, sove i telt, lave mad over bål, binde knob samt orientere sig i naturen osv. Herudover arbejder vi meget med sociale færdigheder som f.eks. lære børnene at samarbejde, anerkende forskelligheder, styrker og svagheder osv.
Vi vil gerne give alle børn en oplevelse af, at være god til noget.
Vi arbejder meget med temaer: f.eks. vikingerne og de nordiske lande, årstiderne i skoven osv. – det gælder om at gøre emnerne levende, så børnene føler, de selv er en del af dem.
Vi bruger leg som indlæring og mener, børnene lærer mest og bedst ved at gøre tingene selv.
Overnatning
Primært tager mikroerne på heldagsture. Når mikroerne er ude og overnatte er det ofte kun en overnatning.
For nogle børn kan det være svært at tage på overnatningstur uden mor eller far. Derfor er forældre velkomne til at deltage på vores ture. Til gengæld forventer vi, at de giver en hånd med til hjælp med madlavning, oprydning, rengøring osv.
Det giver i øvrigt lederne bedre muligheder for at lave endnu bedre og sjovere aktiviteter med børnene.
Ved behov for yderlig information skriv til info@rasmus-rask.dk